Månedens forening i januar 2020


Kendskab og forståelseIMG 4791

Diabetesforeningen i Middelfart er månedens forening i januar 2020 og arbejder for at udbrede kendskab og forståelse for diabetes, og foreningen har lokalt ca. 600 medlemmer. Mange flere i kommunen er dog ramt af sygdommen idet det vurderes, at der er yderligere ca. 600 borgere i kommunen som er ramt af diabetes.

Lokalforeningens bestyrelse består af Bjarne Havshøj som er formand, Jonna Hansen som er kasserer og Lene Kristensen som hjælper til, hvor der kræves en hånd for at få alle de ”røde tråde” til at nå sammen.

Bestyrelsen - fra venstre:
Kasserer Jonna Hansen, Formand Bjarne Havshøj & bestyrelsemedlem Lene Kristensen, 

Cafémøder

Den første onsdag i hver måned kl. 14.30 holder Diabetesforeningen medlemscafé i store glassal Østergades Forsamlingshus. Cafémøderne indledes altid med en kop kaffe og sukkerfri hjemmebag.

Ofte er cafémøderne med et indlæg af f.eks. en diabeteslæge eller en fodterapeut, ligesom Middelfart Apotek har været på besøg og fortælle om den nyeste medicin inden for området – og en gang om året kommer Tvillingegårdens Musikhold og underholder med dejlig musik.

Normalt er der mellem 20 og 30 deltagere til cafémøderne, men antallet har desværre været faldende de seneste år. Deltagerne hygger og snakker, men selskabet bærer også præg af at det er den ældre generation som mødes. Diabetesforeningen så gerne flere unge deltage i cafémøderne, men de er svære at få fat i – og det er svært at konkurrere med de mange andre tilbud der er til unge mennesker i dag.

Billederne nedenfor er fra Diabetesforeningens juleafslutning i 2019, hvor der både var æbleskriver, frugt, nødder og ikke mindst  lækker hjemmelavet sukkerfri chokolade fra Kring. Byens butikker havde sponsoreret flotte gaver til Amerikansk lotteri, hvor Jonna sørgede for at få delt gaverne ud til de rigtige numre.

Kaffebord til cafémøde

Billedet er fra juleafslutningen 2019

Juleafslutning 2019

Amerikansk lotteri

Gaverne til Amerikansk lotteri er venligst sponseret af butikkerne i Middelfart

Lodder til salg

Trækning af lodder

Gaver i lange baner


Fælles foredrag

Diabetesforeningen er også en aktiv medspiller i samarbejdet med de andre patientforeninger i Middelfart Kommune. Således arrangeres der i samarbejde med andre patientforeninger fælles foredrag 1-3 gange i løbet af året. Foredragene afholdes som regel i Middelfartsalen på KulturØen og koordineres i samspil mellem patientforeningerne og Frivilligcenter Middelfart. Det seneste foredrag var med Psykoterapeut Lene Brøndum som fortalte om angst.

Det næste fællesarrangement bliver den 25. maj 2020 kl. 16.00 – 18.00 ved Naturcentret Hindsgavl, hvor naturvejleder Rikke Vesterlund tager os med på en guidet tur i naturparken og hvor arrangement afsluttes med grill-pølser og socialt samvær på tværs af foreninger.

Udflugter

Hvert år inden sommerferien holder Diabetesforeningen en grillaften på Kobakken. Her afrundes sæsonen i de dejlige omgivelser ved Kongebrogården under åben himmel og med udsigt til Lillebælt.

Lejlighedsvis arrangerer foreningen også udflugter, hvor de blandt andet har besøgt Novo Nordisk, været på Egeskov og i Den Gamle By i Århus. Udflugter er dog en dyr bekostning, hvorfor de fleste aktiviteter ligger i og omkring Middelfart Kommune.

Ildsjæle søges

Diabetesforeningen har frivillige som hjælper til med at bage og servere kaffe, men foreningen kan sagtens bruge endnu flere frivillige hænder både med hensyn til caféen, men også til bestyrelsesarbejdet. I særdeleshed søges også et ungt menneske eller en passioneret SoMe aktør, der kunne hjælpe med markedsføring via de sociale medier et par timer om måneden.

Som frivillig i Diabetesforeningen byder du ind med det du kan, gerne vil og har tid til. Her tvinges ingen til opgaver eller situationer man ikke har lyst til. Der er altid en konstruktiv dialog med bestyrelsen om opgaverne og man hjælper hinanden så godt som muligt.

Er du interesseret i Diabetesforeningens arbejde, er du velkommen til at møde op til et cafémøde og høre mere, eller ringe til Bjarne på telefon: 93 20 44 44.

 Alle er meget velkomne.

Frivilligcenter Middelfart  Teglgårdsparken 17, 5500 Middelfart
Tlf. +45 24 47 30 84 • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. • CVR 34 76 00 55