Månedens forening - oktober 2019


Tirsdagsklubben er en social forening med både oplysende såvel som kulturelle foredrag og indslag og som ligger vægt på glæde og fornøjelser med samvær og kaffe. Målgruppen er personer over 60 år. Medlemmerne mødes hver tirsdag i Østergades Forsamlingshus fra midten af september til sidst i marts.

Lidt historie
Det var Joacim Gram og Preben Mølgård der tilbage i november 1966 startede Foreningen Tirsdagsklubben, hvor også 4 damer fra Kvindeudvalget, et underudvalg under Socialdemokratiet i Middelfart, forestod ledelsen af klubben.
Kaffekop og donut pixabay 01.10.19

De 4 kvinder sørgede sammen med flere frivillige hjælpere hver tirsdag for kaffe og hjemmebagt brød .....og det hjemmebagte brød er i skrivende stund stadig en vigtig del af tirsdagsmøderne.

Tirsdagsklubben startede i 1966 i den gamle tekniske skole på hjørnet af Nygade og Blindebomsvej – bedre kendt som Ungdomsborgen. I 1983 overtager Middelfart Kommune ”De unges hjem” i Østergade, i dag bedre kendt som Østergades Forsamlingshus, og i den forbindelse flytter Tirsdagsklubben fra Ungdomsborgen til deres nye residens i Østergade, hvor de den dag i dag stadig holder til hver tirsdag.

I 2008 ophørte samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Tirsdagsklubben, men bestyrelsen og konceptet forblev uændret.

Ledelsen i dag
Tirsdagsklubben har altid været indbegrebet af faste traditioner og er kendetegnet ved en stabil og idérig bestyrelse og stor opbakning fra medlemmerne. Flere af bestyrelsesmedlemmerne i dag har været med i omkring 30 år – det siger lidt om sammenholdet og den gode stemning i foreningen. Den seneste formand, Rigmor Henriksen, sad som formand for Tirsdagsklubben fra 1986 og frem til 2017 – 31 år – sikke en ildsjæl og sikke en bedrift.

Da Rigmor stoppede i 2017 blev man i bestyrelsen enig om, at foreningen skulle styres af en kollektiv ledelse, hvorfor der i dag ikke er nogen formand, men en bestyrelse som tager fælles ansvar og som fordeler opgaverne mellem dem. Foreningens kontaktperson er kasserer Ulla Linnemann, men beslutninger træffes i fællesskab i bestyrelsen.

Ildsjæle som dækker bord

Frivillige gør klar til Tirsdagsklubben

Sang og underholdning

Syng med

Jeanette Ulrikke Holm fra København synger Tove Ditlevsen og Benny Andersen viser

Tirsdagsmøderne
Foreningen arrangerer foredrag, musik og anden underholdning, og der afholdes en årlig forårs- eller sommerudflugt. Tirsdagsklubben har også faste traditioner som er lagt ind i programmet. F.eks. ved det første møde i september er det Robin, som spiller musik, og ved det første tirsdagsmøde efter nytår holder Tvillingegården nytårskoncert. Gennem de sidste 25 år har det været et fast indslag med Bjergbankens Kabaret som slutter sæsonen ved det sidste møde i marts.

Programmet i efteråret 2019
Den 1. oktober kommer fhv. landbrugsminister Laurits Tørnæs og fortæller om sit liv fra fiskerdreng over politik til aktiv pensionist.

Den 8. oktober er der syng sammen med Palle Jensen og Anders Møller hvor temaet er ”Digtere omkring Limfjorden”.

Den 15. oktober kommer Inge margrethe Desmare og fortæller om sin opvækst blandt nonnerne i Dalum.

Den 22. oktober underholder Hårdbymusikanterne med musik og sang.

Den 29. oktober kommer den lokale præst Jens B. Mogensen og fortæller om hans rejseoplevelser fra Tanzania.

Den 5. november er det Kresten Drejergaard som står for et billedforedrag om ”Præstepar i Schweiz”.

Den 12. november står Spillopperne for musik og sang.

Den 19. november gæster kommunikationsmedarbejder Camilla Kallan Larsen fra Reden i Odense Tirsdagsklubben. Camilla fortæller om det odenseanske fristed for sårbare og udsatte kvinder.

Den 26. november skydes julemåneden i gang med en gang julebanko

Den 3. december er der juleafslutning. Mogens Rosenvang sørger for julestemningen og børn fra Lillebæltsskolen kommer traditionstro og går Luciaoptog.

 

 

Forside program tilrettetTirsdagsklubbens program for 2. halvår 2019

Medlemskab
Der er pt. 72 medlemmer, heraf 9 frivillige hjælpere, som bager kage, sætter stole og borde frem og rydder op efter tirsdagsmøderne.

Det halvårlige kontingent er på kr. 150,-.

Vil du vide mere?
Hvis man vil læse mere om Tirsdagsklubben, kan man gå ind på Facebook-siden ”Tirsdagsklubben Middelfart”. Man kan også bare møde op i Østergades Forsamlingshus en tirsdag kl. 14.00 og se og høre nærmere om aktiviteterne og medlemsskabet eller kontakte Ulla Linnemann på telefon: 20 93 24 49.

Frivilligcenter Middelfart  Teglgårdsparken 17, 5500 Middelfart
Tlf. +45 24 47 30 84 • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. • CVR 34 76 00 55